Multi-musikalsk aften i Sundby

Af Dorthe Egelund Jensen

Forleden blev det frostkaprede Forsamlingshus i Sundby midlertidigt forvandlet til en rødglødende "Orange Scene": To gymnasieelevers sprælske idealisme og en flok spilleglade musikanter var ingredienserne i den fælles-rus der greb de 120 fremmødte. Alle var kommet for at få klarhed over hvad opslaget "De Glemte Musikanters Café" dækkede over. Svaret var; en særdeles velkomponeret musikalsk oplevelse på tværs af genre og alder. En aften der vil blive husket lokalt - og med et overskud, der vil gavne globalt.

- Det hele startede egentlig, fordi vi følte os tilsidesatte i forhold til andet et musikarrangement andetsteds, fortæller Emilé Maagaard Grangé og Malene Saaby Poulsen. Begge bor i Sundby og går i 1G på Morsø Gymnasium.

Sammen nedkom de to - på henholdsvis 17 og 16 år - med idéen om et musikalsk café-arrangement i landsbyen. Over weekenden tog de til genmæle og afviklede egenhændigt "De Glemte Musikanters Café".

- Vi vidste at der er mange lokale musikere i byen, og så havde vi også selv lyst til at spille" fortæller Emilé Grange.

- Da vi luftede vores idé for Forsamlingshusets bestyrelse var de meget positive, og så blev det bare vildere og vildere derfra". Og café-aftenen oversteg på alle måder deres vildeste fantasi for hvor mange fremmødte, hvor euforisk en stemning og hvor stort et overskud et sådant arrangement kunne kaste af sig.

Overskriften "De glemte musikanters café" var dog på sin vis misvisende, eftersom mange af aftenens talenter var debutanter på de skrå brædder. Aftenen var yderst veltilrettelagt og bød på kække kvantespring inden for både genre og alder; Aldersspandet blandt aftenens kunstnere strakte sig således fra "folkeskole til pensionist" og det musikalske repertoire rakte fra akustisk guitar til hårdspændt tråd. Som aftenen skred frem steg tonerne

både i intensitet og lydstyrke. Flertallet var lokale "skabsmusikanter" der på opfordring af arrangørerne "sprang ud" på den Sundby' ske musikscene, flankeret af et gymnasieband fra Morsø Gymnasium, der var lokket til af de to arrangører.

Arrangementets ophavsmænd, Malene og Emilé, åbnede ballet med en stemningsfuld Supertramp melodi. Herfra gled aftenen over i bløde svenske viser spillet på blokfløjte, efterfulgt af et akustisk potpourri af romantiske dansk/svenske ballader. Allerede hér var snelaget på forsamlingshuset begyndt at smelte. Da følelsesladede melodiske rock numre og livlig New Orleans jazz fulgte trop, var selv det til-isede toilet begyndt at tø op. Gymnasiebandet "Carnival Ninjas" bød imponerende ind med ungdommelig energi og kraftfulde selvskrevne numre ud i genren jazz-rock, og forsamlingshusets sidste istapper blev godt og grundigt banket løs, da arrangementet - omkring midnat og uden skæven til decibel - blev godt og grundigt rundet af med en vulkansydende lavine af punk/rock numre. Hermed var den mere officielle del af programmet rundet af.

Barometeret stod nu på sprudlende spilleglæde og rytmisk ramasjang, og steg i takt med at aftenens musikalske talenter fik frie tøjler i en lystig, løssluppen og langvarig jamsession... der varede til langt ud på natten.

- Alle har fra starten været meget positive overfor vores idé og mange har givet en hånd med. Det har været skønt at opleve" fortæller Malene. Aftenen gav et overskud, der har gjort det muligt for de to at sende økonomisk støtte både til det lokale forsamlingshus såvel som til jordskælvsofre i Haiti. En lille del af overskuddet er lagt til side. De to "eventmagere" har fået blod på tanden og pønser allerede nu på en ny cafe-aften - til glæde for landsbyfællesskabet og til gavn for verdenssamfundet.


 

Billeder fra arrangementet 

Fotograf: Viggo Thorsbro Pedersen