Fortov i Sundby. Brev til kommunen.
Det er med stor undren, vi ser at MTU har vedtaget et forslag om at fortov på den resterende del af ”Sundbyvej ”kun skal etableres til ”Udsigten” og vi vil gerne have lov at argumentere mod beslutningen, som borgere og medlemmer af byrumsgruppen.
Hver dag og aften er der mange, der går eller løber ned af Sundbyvej til havnen og nogle fortsætter over broen til Vildsund. Det samme sker modsat, hvor der er mange fra Vildsund/Thy, der går og løber til Sundby og op af Sundbyvej, og det er jo også der ”Kløverstien” går.
Vi forstår konklusionen sådan, at flertallet i Teknisk udvalg ikke vil beskytte/sikrer disse borgere med et fortov, på en længere strækning end til ”Udsigten”. Dvs. at børnehavebørn, skolebørn og andre borgere skal fortsat færdes sammen med øvrig trafik derfra og til viadukten.
Byrumsgruppen har sammen med Projektgruppen i Morsø kommune, afsat kr. 700.000 til fortov, hvis de blev brugt sammen med de kr. 800.000, som tidligere var bevilget på budgettet for 2018. Da var intentionen, at vi ville prioritere sikkerheden for ovennævnte personer så langt op af Sundbyvej, som det var muligt. Udregninger fra forvaltningen viste dette var muligt til ”Over Bakken”.
Nu har politikerne i udvalget vedtaget, at de 700.000 skal bruges til asfalt og striber fra ”Østvildsund Færgekro” og til ”Udsigten”. Kommunen har i forvejen en asfalt-konto som anvendes andre steder i kommunen, derfor synes vi ikke beslutningen med at blot beslutte at bruge ”byens” penge til dette er okay.
Sundby byrumsgruppe har igennem flere år arbejdet målrettet efter en plan, som vi har haft fuld opbakning til, så nu står vi lidt med følelsen tilbage og tænker om alt vores frivillige arbejde er spildt. Vi synes selv vi har bidraget meget til projektet i Sundby og har været næsten selvkørende, så samtidig er det også en opfordring til at kommunen hjælper med at holde gang i frivillige foreninger og ildsjæle, som ellers brænder ud.
Alene er der i 2020 kr. 10.000.000 i infrastruktur-puljen, så der burde være mulighed for at finde økonomi til asfalt i Sundby.
Gruppen havde mange flere ønsker til udvikling i Sundby, hvis de 700.000 i stedet kunne bruges til følgende forslag:
* Udvidelse af legeplads ved havnen
* Opsætning af unikke bænke imellem badestrand og det øvrige areal ved havnen.
* Ny legeplads ved minigolfbane.
* Handicaptoilet ved minigolfbane.
* Udvidelse af minigolfbane med 3 nye huller til en 12 huls bane eller andre aktiviteter til byens borger
* Evt. bænkpladser på andre biveje igennem byen.
Vi håber kommunalpolitikerne omstøder beslutningen fra UTM og laver fortov til ”Over bakken”. Den eneste anden mulighed, som vi ser, det må være at tilbageføre de 700.000, så byen kan bruge pengene f.eks. til ovennævnte eller andre tiltag. Vi kan ikke i byrumsgruppen støtte op omkring beslutningen som pt. er taget.
Til sidst vil vi gerne fremhæve dele af aftalen fra ”Områdefornyelses programmet for Sundby”, som kommunalbestyrelsen har vedtaget i 2017 og som byrumsgruppen har arbejdet efter:
-”Organisationen skal medvirke til et forpligtende samarbejde med en imødekommende tilgang og forankring i lokalsamfundet”.
-”Området ved havnen benyttes af børnehaver og dagplejere” (i dag vuggestuen)
– ”Netop strækningen fra NCC til broen ved A26 (viadukt) udgør en udfordring for de bløde trafikanter”.
-”..og det manglende fortov gør at mange beboere føler sig utrygge når de begiver sig gennem byen til fods”.
-” I den vestlige del etableres der fortov på den nordlige side af vejen således at borgere, besøgende og turister trygt kan bevæge sig langs hovedgaden”
-”Sammen er vi bedst…”
Særligt det sidste citat, vil vi gerne fremhæve for det gode samarbejde, der har været om de projekter, der allerede er ført ud i livet i Sundby. Vi er stolte af at være en del af det sammen med kommunen. Vi ønsker stadig det gode samarbejde fortsætter for den sidste del af planen for områdefornyelsen og at de aftaler, der er lavet, bliver overholdt.
De venligste hilsner.
Sundby Byrumsgruppe.
D.28/02-2021.